Lyt til artiklen

Der bliver gnasket, smasket og ædt på livet løs i Kragelund Mose, der ligger lidt uden for den lille by Gesten i Sydjylland. Veltilfredse grynt lyder fra seks ungarske uldgrise, der stikker trynen godt ned under det tynde lag sne, vælter jorden rundt og laver rav i underlaget.

Det er en væsentlig pointe med deres tilstedeværelse. At lave ravage og æde det, de finder undervejs. På den måde bryder de jorden i de meget ensartede områder i mosen med lysesiv og mosebunke, og danner i stedet grobund for spirebede og vild natur.

- Havde jeg gjort det samme, som grisene gør nu, var jeg blevet straffet, konstaterer dyrenes ejer Martin Sandager.

Ifølge naturbeskyttelseslovens § 3 er det nemlig forbudt at foretage ændringer i naturens tilstand. Moser hører under denne paragraf, men det gør en ungarsk uldgris ikke.

Denne scene udspiller sig ikke på en frodig sommerdag, men i vinterhalvåret, hvor naturen fremstår bar og rå. Det er hele formålet med Martin Sandagers projekt. At sætte de naturlige processer fri og lade helårsgræssende dyr holde mosen lysåben i biodiversitetens navn.

- Med den pels grisene har, kan de også fragte ikke-vindbårne frø rundt. Det kan kreaturerne og vandbøflerne også, forklarer han.

Flere hektar og dyr på stribe
Da Martin Sandager i 2015 købte en ejendom med tilhørende 3,5 hektar mose, vidste han ikke, at det blev starten på et nyt kapitel, der på alle måder har grebet om sig.

Dengang var mosen vokset helt til i pil og birk, som lyset ikke kunne trænge igennem. Det levnede ikke lyskrævende planter og urter mange chancer for at eksistere. Noget skulle ske, og derfor gik han med egne ord bare i gang. Men hvordan griber en jurauddannet naturentusiast lige den opgave an?

- Jeg kunne godt selv regne ud, at manuel eller maskinel rydning for at skabe lys og dermed mere liv, var en håbløs opgave. Det ville heller ikke give det rigtige resultat, da pil og birk kommer mangfoldigt igen, siger han om den spæde start. Det var her, helårsgræssende dyr begyndte at komme ind i billedet. Først almindelige kreaturer og derefter Exmoorponyer. Så kom vandbøflerne til, og sidste vinter uldgrisene. Senest har 16 geder gjort dem følgeskab.

Martin Sandager har også fra dag ét været i dialog med Vejen Kommune, for hvem Kragelund er et hovedindsatsområde på grund af de høje naturværdier. Her blev biolog Inge Nagstrup hurtig en vigtig sparringspartner. Det er hun stadigvæk. Deres samarbejde handler om alt fra den rette græsningsintensitet, sjældne plantearter og godkendelse til at sætte seks ungarske uldgrise ud.

Der er næppe nogen, der kan sætte spørgsmålstegn ved Martins glæde og seriøsitet om hans visioner, men han lægger heller ikke selv skjul på, at det kræver tid og økonomi. Uden støtte- og fondsmidler kommer man ikke langt.

Derfor har han sørget for at alliere sig med et helt hold af fagpersoner lige fra håndteringen af dyrene til rådgivning om støtteordninger og faglig vejledning om naturværdier. Et samarbejde mellem 5-6 lodsejere har også udviklet sig til, at 100 hektar i dag er samlet i ét hegn.

For Vejen Kommune er projektet nyskabende i forhold til helårsgræsningen, men alene koblingen af dyr er i sig selv nyskabende, siger Inge Nagstrup.

- Vi har ikke andre projekter, hvor vi har fem forskellige slags dyr, der går og afgræsser. Det er meget spændende at se. Men nu er det også et stort areal, og derfor kan det lade sig gøre. Havde det kun været 10 hektar, tror jeg ikke, det havde fungeret, understreger biologen.

Vandskabende vandbøfler
I den anden ende af mosen holder de 22 vandbøfler hof. Én af hunnerne holder et ekstra skarpt øje med sin nyfødte kalv, da Martin nærmer sig. Men snart affinder hun sig med situationen og interesserer sig ikke længere for den menneskelige ankomst.

Det er netop den adfærd, der gør det muligt for ham at studere dyrene og deres gøren og laden på nærmeste hold. For det er det, han gør, når han vandrer rundt med de to border terrier, Anton og Herman, i hælene. Noterer sig deres adfærd og naturens udvikling.

En opfordring fra biolog Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universitet gav skubbet til at føre Martins egne tanker om vandbøfler ud i livet. For der var vegetation i mosen, som ikke blev bidt ned om vinteren, fordi den var svær tilgængelig. Men vandbøflerne lader sig ikke stoppe. Med deres kæmpestore klove og meget høje ben kommer de frem, de steder det passer dem.
- Bøflerne er noget mere ekstensive end kreaturer, og de kan omsætte andre planter og andre materialer.

I Kragelund Mose lever vandbøflerne også op til deres navn. De svømmer og kan dykke helt ned på bunden af en sø og finde føde. De første 5-6 søer er blevet gravet, og der er tre nye på tegnebrættet til foråret. I vandet kommer de også af med varmen om sommeren. 

Omvendt er vandbøflerne modtagelige for lidt ekstra varme på en vinterdag.
- Forleden stod de på en række i solen, så ingen skyggede for hinanden, fortæller Martin, der altid går gladere hjem fra et opsyn med dyrene. Og altid med nye observationer.

Han beretter om bøffeltyren, der lagde sig på den bløde jordbund, trykkede jorden ned med sin fulde vægt og fik grundvandet til at stige. Den fik lavet et helt bassin, der i dag er fyldt med vand. Og i foråret var to bøffel-skabte vandhuller fulde af haletudser.
- Det er da ret magisk, siger den stolte ejer, der også er optaget af at formidle den udvikling, han er vidne til. Derfor lægger han jævnligt jord til guidede rundvisninger.

Dyr og dyr imellem
Dyrene passer sig selv og græsser hele året rundt. Der skal mange lag sne til, før tilskudsfodring er i nærheden af at komme på tale.

Det vil kun gøre dem passive, pointerer Martin. De vil holde op med at søge efter føde og bevæge sig. Men uden tilskud spiser de af vegetationen overalt på området og efterlader deres ekskrementer, der giver næring til nyt liv. Selv en mindre populær plante som lysesiv kaster de sig over. Ikke mindst i frostvejr glider den ned.

Dyrene flytter sig løbende og kommer vidt omkring i mosen i løbet af en dag. De holder sig også generelt til deres egen art. Det kan Martin konstatere nu, men han vidste ikke på forhånd, hvordan de ville reagere på hinanden.

Først ved gedernes ankomst kom det til udtryk, at kreaturerne i hvert fald ikke var interesseret i et nærmere bekendtskab med de nye beboere. De skred bare og tog nærmest benene på nakken, som han selv beskriver det;
- Gallowaykvæget lignede nogle, der tænkte; ej, de der stinkdyr, dem skal vi bare ikke være sammen med.

Grise og geder i balance
Der er dagligt overblik over alle dyrenes trivsel og adfærd. For de ni kreaturer og 10 hårdføre ponyer. Men grisene og gederne kredser han alligevel en ekstra gang om, da de som de nyeste i flokken er kommet til som lidt af et eksperiment. De seks ungarske uldgrise kommer næsten logrende som en stor, godtroende hund og vil gerne kløes på ryggen. De har vist sig at være lette at have med at gøre.
- Jeg vidste ikke, da vi lukkede dem ud, om vi først ville se dem igen om lang tid.

De kunne let forsvinde i vegetationen, særligt om sommeren. Men det gør de ikke. Vejen Kommune gav i første omgang tilladelse til at sætte seks grise ud for at se, om de ville rage hele naturen op. For det var der en bekymring om, siger Inge Nagstrup.

Man kan heller ikke ligefrem påstå, at en ungarsk uldgris er videre elegant. Men de forstår at balancere. Forstået på den måde, at de kun roder i jorden de steder, hvor der netop er brug for det. Hvor området er monotont med lave naturværdier.
- De gør faktisk præcis det, de er bestilt til, siger biologen, der har et særligt fokus på netop grisene.

Således er et forskningsprojekt i gang, der undersøger, om tamme grise kan bruges i naturplejen i Danmark.

Gederne er også en historie for sig selv. De har været længe undervejs, da de ifølge skeptikere ikke kan gå på våd, blød bund, ikke tåler regn eller fugt og er sarte over for parasitter. Men nu prøver Martin det alligevel af.
- Jeg følger dem meget tæt og er hos dem hver dag. De ser bare ud til at trives enormt godt.

Ligesom grisene har gederne umiddelbart den ønskede effekt. De er begyndt at spise pil og har afbarket store lærketræer. Der er tale om produktionstræer, som de gerne må gå til. Der er heller ikke mangel på træer i mosen. Og i modsætning til de græssende bøfler, heste og kreaturer, er geden en nipper eller en browser, der går efter uønsket vedopvækst.

Kragelund som frontløber
Det er ikke alle, der deler idéen om at sætte de naturlige processer fri og lade dyr græsse året rundt uden tilskudsfoder.

På vej hjem fra dagens tjek af dyrene ser Martin fodspor i sneen, som afslører, at der for nylig har været uvedkommende ved indgangen til området. Det er sket før, og derfor ser han sig nødsaget til at have kameraovervågning.
Den lokale griseavler har heller ikke den samme holdning til at have grise i mosen, men de har en konstruktiv dialog og er kommet frem til, at de kan være enige om at være uenige.

Når alt kommer til alt, er der nok mere interesse for projektet end skepsis og kritik. I 2023 er nogle af landets dygtigste fagfolk inviteret til en såkaldt bioblitz, hvor de i løbet af et døgn skal se, hvor mange forskellige arter de kan finde.

Inge Nagstrup er ikke i tvivl om, at der er brug for mange flere projekter med helårsgræsning og dyrearter, der græsser naturen forskelligt. Men det kræver en type som Martin, der tør kaste sig ud i det, og han er godt i gang med at vise vejen.

- Der er allerede mange, der bliver inspireret af den måde, han driver det her projekt på, fortæller hun. Martin Sandager har samlet mængder af viden efter de første år i Kragelund Mose. Han vil også gerne lige fortælle om de 15 stærekasser, han satte op, og dagen efter sad der en stær oven på de 14 af dem. Og hvordan solsorte og rødhalse har været fraværende på dagens rundtur – lige indtil han nåede frem til grisene, som havde brudt frostlaget. Her var fuglene også. Der er mange historier i Kragelund Mose, og alt tyder på, at der kommer mange flere.